Når livet gør ondt
1989
Den opbakning som Annett savnede professionelt, fik hun i overflod i de breve der blev sendt til hende. Douglas W. Edwards fra Academy of Motion Picture and Sciences udtrykker i et brev til Annett fra januar måned, hans varmeste ønsker og stolthed over hvad Annett har opnået i det forløbne år – og at Hollywood mangler ægte talenter som hende. Han fremhæver hendes interviews med Joe Williams og Dudley Moore for deres varme og humor.
En ny serie af interviews under titlen ”Conversation With” startede den 3. april med skuespilleren John Lithgow, i alt 14 aftener med skuespillere som Richard Dreyfuss, Gene Hackman, Frank Langella, Jack Lemmon med flere blev afholdt hos The Pasadena Playhouse. (Reseach skal laves).
Annett er instruktør på forestillingen ”Sarah in America”, om Sarah Berhand, med Katherine Helmond i hovedrollen, som har premiere den 11. juni på The Pasadena Playhouse og spiller i tre uger indtil starten af juli.
Gary Essert, artistisk chef på det amerikanske Cinematek, giver i et brev fra september ’89 Annett hans varmeste anbefalinger og blandt andet fremhæver serien ”Face to Face”, som de har afholdt nogle år forinden.
I september måned besøger Annett London, i håb om at kunne finde nye græsgange efter hendes næsten 10 år i USA. For at gøre tingene lettere har hun breve med sig fra henholdsvis Tichi Wilkerson Kassel, grundlægger og udgiver af ”The Hollywood Reporter” og et brev stilet til Leslie Hardcastle, leder af det Britiske Filminstitut fra Gary Essert, The American Film Institute. Der bliver også afsøgt andre muligheder, så i november måned er Annett tilbage i København, blandt andet for at besøge sin mor Amory, men også for at afsøge mulighederne for at komme tilbage til TV. Tanken er, at basen skal være København med mulighed for at tage til London, for at lave produktioner derovre.
1990
At det kun skulle blive til lidt mere end 10 år i Hollywood før Annett vendte hjem til København, skulle næsten blive en skræmmende selvprofeti. I et interview med B.T. havde hun i 1980 næsten allerede sat en slutdato på sit ophold i USA – og det kom til at holde stik.
Det var dog ikke helt frivilligt, at hun vendte hjem – de senere år havde været hårde og hendes involvering i forsoningen mellem banderne, var ikke velset i hendes omkreds. Samtidig havde årene i USA slidt på hende – og smerterne i maven var begyndt at tage til. Ikke smerter i overført betydning, men i fysisk forstand. At vende hjem var dog ikke en let beslutning, lejligheden i Dronningens Tværgade, hvor hun var flyttet ind i 1964 var afhændet, da hun 12 år tidligere valgte at flytte til USA. Så den umiddelbare løsning var ligefor, at flytte ind hos moderen – i hvert fald for en stund.
Annett fortæller: Grunden til, at jeg kom hjem var fordi jeg var fuldstændig smadret oven på hele oplevelsen med Crossfire. Det havde gjort så dybt indtryk på mig, så jeg kunne ikke klare flere røde løbere og glamour, høje hæle, makeup og noget som helst. Det ændrede min indstilling til livet og alt muligt andet. Hverken Harry eller jeg kom over den oplevelse. USA havde været et ræs for at bevise over for omverdenen og mig selv, at jeg selv kunne. Det var fandme også derfor jeg blev så syg som jeg blev. Der var succeser og er var fiasko, men heldigvis flere succeer end fiaskoer. Men der fik jeg syn for sagen efter at alle dem som jeg troede, om end ikke var venner, så i hvert fald bekendte i det mindste, at de lukkede døren. Der var jo ikke nogen som henvendte sig igen, det samme gælder for Harry han mistede også alle sine bekendte, eller dem han troede var bekendte. Det handlede kun om man var den man var og man var interessant. Jeg var interessant og havde format, stil og klasse. Men under overfladen – du skulle fandme ikke begynde at beskæftige dig med gangs. Så skal du også regne med, at Harry var sort ikke.
”Annett Wolf hos DR igen” – sådan lød overskriften i B.T. i slutningen af februar, hvor det i en lille notits blev beskrevet at hun skulle i gang med at lave tre kulturprogrammer for DR. (Annett Wolf hos DR igen, 1990). Det skulle dog blive til en hel programserie for DR, under titlen ”Mænd”, der havde portrætter af Michael Carøe, Steffen Brandt, Klaus Rifbjerg, Per Anoldi, Ole Bornedal, Alexander Kølpin, Ib Michael, Ned Beatty, James Caan og Jack Lemmon. Optagelserne til programmerne foregik på Louisiana, Hotel Store Kro i Fredensborg og Gammel Dok på Christianshavn, hvor Dansk Design Center havde adresse. Udsendelsen med Ned Beatty, James Caan og Jack Lemmon blev optaget med amerikansk crew i Los Angeles i slutningen af 1989 – det er tydeligvis en produktion rettet mod det amerikanske marked, påklistret en DR-intro. Den amerikanske produktion var tænkt til det amerikanske marked, som en form for pilotprojekt, hvis Annett havde valgt at blive i USA. Et stort anlagt pressemøde i DR, hvor mange af de medvirkende, som blev interviewet i programserien, blev afholdt i et pressefremstød, hvor DR fremlagde planen for efterårets TV-program. Foromtalen af Annetts tilbagevenden til Danmark var massiv og de fleste større og mindre i aviser havde interviews med hende i anledning af, at hendes oversøiske eventyr var slut for nu. Værd at bemærke er også, at der ikke var tale om en fastansættelse hos Danmarks Radio, men en programrække produceret på freelancebasis.
Forud for alle interviews i serien, brugte hun tid sammen med de medvirkende – ”Jeg tror ikke på at komme anstigende og tænde for kameraet”, fortalte hun i interview med Horsens Folkeblad i august 1990. (Hun går tæt på mænd, 1990). Det første program i serien med Michael Carøe var i tonen venskabeligt og nærgående – hvilket faldt Politikens Anders Rou Jensen for brystet, som i anmeldelsen i avisen dagen efter skrev at ”de sad som på pinde over for hinanden” og ”hendes spørgsmål var af den type, der ser vældig interessante og intellektuelle ud på papir, men som i situationen er komplet uden følsomhed og indlevelse: – Hvad er din største lidenskab? Har du tålmodighed nok til at være en god elsker? Hvad er allerdejligst for dig?” Det næste program med Steffen Brandt, som blev sendt i den efterfølgende uge, fik ligeledes en tur igennem mediemaskinen af Politikens anmelder Claes Kastholm, som skrev: “Kan du huske din første forelskelse? Tror du, mænd er mere romantiske end kvinder? Hvad kan glæde dig mest? Kan du lide ensomheden?”. Disse spørgsmål blev formuleret med Annett Wolfs stemme. Det må have været et teknisk trick. For sådan kan intet levende menneske finde på at spørge. Det skal der en computer til. Og ikke en hvilken som helst computer, men en computer, der er fodret med poesibøger fra Hellerup højere Pigeskole anno 1949.”
De hårde ord fra det danske anmelderkorps hjalp ikke på, at Annetts helbred ikke var så godt som det kunne være. Billederne som blev taget i sommeren 1990 af fotograf Rigmor Mydtskov, taler deres klare sprog. Det er en lidt ældre Annett som er kommet tilbage til København. Øjnene er indfaldne og den sorte læderjakke, som signalerer en moderne, ungdommelig stil, kan ikke skjule kendsgerningerne om hendes tilstand. Et interview med instruktøren Kaspar Rostrup, optaget på Hotel Store Kro i Fredensborg, skulle også bruges i serien ”Mænd”, men interviewet blev kasseret – det samme med en engelsk udgave af interviewet, efter at Kaspar Rostrup i et brev dateret 1. juni – stilet til Annett -, nedlagde forbud mod at den engelske udgave blev brugt i nogen form, helt eller delvist. SAS-direktør Jan Carlzon og Ingmar Bergmans yndlingsfotograf Sven Nykvist, skulle ligeledes have medvirket i serien, men disse interviews blev aldrig indspillet, inden serien kom på skærmen. Sommeren bød også på optagelser af et interview med Richard Chamberlein, foretaget i København, inden han skulle videre til Jylland for at deltage i årets Rebild Fest som hovedtaler den 4. juli. I samme ombæring blev der optaget et program til TV3, som dog blev indspillet i København d. 3. juli.
Annett fortæller: Jeg skulle fandme ikke tro, jeg var noget. Jeg var dum nok til at gå i fælden, jeg kunne bare lade være med at foreslå det. Der kom egoet i spil. Jeg skulle have holdt snotten væk, jeg skulle have været kommet hjem og have fået den operation. Det tog jo 117 år før jeg var tilbage til noget som helst. Mit liv som jeg kendte det sluttede da jeg kom tilbage og joggede i spinaten. Fra det øjeblik jeg kom tilbage i 1990 var jeg en smadret person. Jeg bar på en baggage af så meget vold og fortvivlelse, små babyer der lå i kuvøser. Alt det, trak jeg med mig i min bagage. Det var den bagage, jeg ikke var i stand til at behandle, som gjorde jeg røg ud i alt det lort. Jeg vågnede først op, efter at jeg var ved at dø to gange i det her operationshalløj. Så skete der jo ikke noget før min psykolog, Birthe, sendte mig hen til Dalai Lama og jeg begyndte at læse budisme. Der er et stort hul fra 1990 og nok hen til 1995. Jeg havde jo også Londie med hjem og hun gik jo hen og døde, det gjorde mig rigtig ked af det.
Alt det i USA, hvor man jo skulle overleve og solgte sig selv i alle mulige sammenhænge, for at man kunne blive ved med at stå op. Det var ikke alt sammen lige sjovt.
Parallelt med arbejdet med de danske udsendelser har Annett ikke sluppet Crossfire og arbejder på en TV-udgave af produktionen sammen med Harry Webber – for Annetts vedkommende på distancen da hun er flytte tilbage til København. Nogle af bandemedlemmerne sidder fængslet og i et forsøg på at få et af nøglemedlemmerne med i produktionen er der i de første måneder af året en korrespondence mellem Annett, advokater i København og amerikanske advokater i Los Angeles, for at få anklagemyndigheden til at se mildere på sagen. Sammen med Harry Webber bliver der udarbejdet et budget for produktionen – hensigten er, at Annett vil forsøge sig hos Danmarks Radio, som hun er i kontakt med igen. Det bliver dog aldrig en realitet.
1991
I maj 1991 havde et portræt af Piet Hein premiere. Piet Hein var ikke meget for at give interviews, men et møde ved en middag i Los Angeles med filmproducer Just Benzer lykkedes det at overtale Piet Hein til at medvirke i et portræt, som blev sendt på Danmarks Radio i maj 1991. En engelsk version blev også optaget under indspilningerne, simpelthen ved at stille de samme spørgsmål to gange og så få et dansk og engelsk svar. Den engelske udgave fik en voice over, speaket af Annett, hvor det ikke gav mening at citere Piet Heins tekstunivers.
Annett fortæller: Jeg kan huske, at Bodil Udsen var med og jeg tror Ghita Nørby var med. Jeg kan ikke huske nogle af de øvrige medvirkende, jeg kan bare huske at han var en usædvanlig ubehagelig stodder. Han var vanvittig arrogant, jeg faldt aldrig for hans….gruk….han lavede også de her æg, de her små sølvæg, som man kunne bruge som dekoration på et bord. Det var sådan set det, han var mest kendt for – altså ægget. Men han jo begavet, han var arkitekt og begavet. Første gang vi mødtes var i hans hus uden for London, jeg fløj derover og kørte ud til hvor han boede, et hus der var iskoldt og ucharmerende. Der mødtes vi første gang og snakkede manuskript, snakkede om hvad vi skulle lave osv. Det gik hæderligt. Da vi så begyndte at optage så ja….det var en af dem, jeg gerne ville have været foruden.
Et interview optaget med den amerikanske skuespiller Harry Hamlin bliver vist på DR 10. juni.
I 1992 påbegyndtes arbejdet med en ny serie af programmer under arbejdstitlen “Foundation 1999”,
som skulle fokusere på børn i nutiden og deres fremtid. Formålet var at være med til at ændre børns
vilkår via TV og udbrede et budskab og en filosofi om, at civilsamfundet kan gøre meget. Programmerne skulle ikke målrettes regeringer eller den generelle befolkning, men fokusere på multinationale firmaer, som efter Annetts overbevisning ville have stor indflydelse på børns levevilkår i årene op i mod år 2000.
Formålet var at ikke at skabe en ny humanitær organisation, men at få fokus rettet på ansvaret som
de store firmaer måtte påtage sig. Initiativet skulle munde ud i 6 en-times programmer, som skulle vises i prime time over hele verden hvor nogle af verdens mest indflydelsesrige personer skulle dele deres personlige tanker om, hvorledes verdens mest presserende problemer skulle løses. Deltagerne i udsendelserne skulle vælges ud fra kriterier som respekt og succes, de bekymrede sig om børn, og havde udvist et ansvar i forhold til børn.
I det første program skulle tre topledere inden for teknologi, medier og mode deltage. Via lange, dybdegående interviews skulle de diskutere deres syn på de mest presserende sociale og økonomiske problemer i deres tid og hvordan verden kunne blive et bedre sted for børn.
Indtægterne fra programmerne skulle gå til en fond bag Foundation 1999, som skulle administreres af specialister inden for international business, forskning og akademiske miljøer som skulle udvælge initiativer som ville have den største effekt ud fra fondens formål. Optagelserne skulle påbegyndes i januar 1993 og sendes i løbet af efteråret 1993.
Sygdom satte dog en stopper for alle igangværende projekter og en stor operation i 1993 blev det endegyldige stop for Annetts professionelle tv-karriere. Men ligesom hun igennem flere gange i løbet af sit liv fandt nye veje, skulle fremtiden byde på et nyt eventyr langt væk fra Danmark.