”Tornadoen” er med til at skabe Scandinavia Today
Scandinavia Today var en idé født af kulturminister Niels Matthiasen, som under et møde med Annett i Los Angeles i 1979, omtalte sine planer. Hun havde kendt ham siden produktionen af programmet om Charlie Rivel og Schumann familien, hvor han efter programmet var sendt, havde ringet til Annett. Annett hørte igen om idéen i 1982, men dog i en anden konstellation – men tænkte, at Los Angeles ville være et godt sted at virkeliggøre idéen om et skandinavisk kulturfremstød. Arrangementet var resultatet af 9 måneders arbejde med planlægning. Scandinavia Today bød på mange gamle kendige i hendes eget regi og danskere som Erik Mørk, Susse Wold, Birgitte Price, Niels Henning Ørsted Pedersen og Peter Martins leverede alle deres bidrag til arrangementet. For den overordnede grafiske stil blev Bjørn Wiinblad hyret til at lave illustrationer og plakater. Niels Matthiasen var død som kun 55-årig i 1980 og Annett ville gerne holde sit løfte over for ham, ved at være med til at arrangere Scandinavia Today.
Annett fortæller: Ja, Niels fortalte at kulturministeriet og andre dele af dansk kulturliv, det være sig film, teater og ballet, Den Kongelige Ballet og museer. De var blevet enige om, at man ville lave et fremstød, et kulturfremstød – det var skandinavisk, det var Danmark, Norge og Sverige – jeg kan ikke huske om Finland var med. De kongelige var også involverede. De skulle så komme til New York og til Los Angeles. Jeg ved ikke om de også var i Washington, det kan jeg ikke huske. Så blev jeg hentet ind, fordi hovedsponsoren var et meget stort oliefirma, jeg kan ikke huske hvad det var for et oliefirma. Det var et amerikansk firma. Ham der var chef for firmaet, han blev hentet ind af den danske ambassade og konsul, ja jeg ved ikke hvad. Han sagde så ja til, at hans firma skulle være sponsor og de blev den største af sponsorerne. Han blev så ”head of commitee.”. Ham kendte jeg, af hvilken årsag ved jeg ikke, men han kontaktede mig fordi han sagde at jeg skulle være chairman af arrangementet i Los Angeles. Det kunne jo ikke hedde chairwoman. Så gik jeg jo i gang med alt det der og det involverede jo at jeg tog tilbage til Danmark og mødtes med de forskellige der skulle deltage. Den Kongelige Ballet, koreograferne og film og alt muligt. Men jeg havde jo så fundet ud af, at hvad skal vi komme med af dansk film? Jeg var jo helt tændt på den idé med ”Jeanne D’arc” fordi ”Jeanne D’arc” var jo Dreyers meget, meget berømte film. Og det var en stumfilm. Jeg gik så til Kulturministeriet og Niels og så sagde jeg, at der findes jo en dårlig, beskidt og slidt kopi af ”Jeanne D’arc”. Den har mangler og de har klippet den i stykker. Der mangler scener som er fjernet og som stadigvæk eksisterer i det oprindelige negativ. Niels svarede, at han kunne høre hvor jeg var på vej hen og jeg svarede, at ja jeg vil have en ny kopi. Jeg vil have at negativet skal restaureres og at der skal laves en kopi med alt hvad den kan trække af ny teknik, så den kan blive så smuk som overhovedet muligt. Jeg tror nok det var noget i retning af 10.000 kroner på det tidspunkt for den nye kopi. Det fik jeg gennemført og så fandtes der jo en elendig gang musik et eller andet sted. Det skal vi ikke (bruge), det er Danmark der skal vise ansigt, så vi går til Danmarks mest kendte og etablerede komponist og det var Ole Schmidt. Ole kendte jeg fra gamle dage, så jeg mødtes med Ole og sagde til ham, at der skulle laves et helt nyt partitur og lav det til et udvidet kammerorkester. Det gjorde han så og så fik vi det sat på benene. Så kom Ole over med partituret og det hele. Vi havde så samlet i Los Angeles, baseret på dele af dele af symfoniorkestret og kammerorkestret, fik vi sat sammen et orkester som Ole ville have det og med de instrumenter han havde brug for. Det var så lavet sammen med ULC Universitet og deres filmafdeling – deres filmarkiv. Vi havde prøver og filmen ankom og så gudeskøn ud. Så åbnede vi og havde i virkeligheden ny verdenspremiere på ”Jeanne D’arc” med live orkester. Det var en meget stor aften for dansk film. Det var en af de ting jeg arbejdede meget hårdt på at få gennemført og det fik jeg så gennemført. Så fik jeg så også overtalt svenskerne til at stille op med Bergmans film ”Fanny & Alexander”, fordi den var en kæmpe succes og havde alle de store svenske skuespillere i. Den havde så amerikansk premiere i Los Angeles. Så kom så kongefamilierne, Liv Ulman og Harrit Anderson og en masse af de øvrige svenske skuespillere. Og så kom fra Sverige, prinsesse Kristina og hendes søde mand. Jeg havde det rigtig morsomt med hendes mand – og jeg havde lært at sige ”At nu skal vi have en lille én”. Det var jo de der forfærdelige opstillinger, hvor jeg skulle præsentere folk for hele den række af kongelige der var der. Der var jo også den søde prinsesse fra Norge, hun var et fantastisk dejligt menneske. Hun repræsenterede Norge og så var der jo så Kristina og hendes mand fra Sverige. Jeg tror det var Benedicte der kom fra Danmark. Bjørn Wiinblad overtalte jeg til at lave programmet. Peter Martins var også med, han dansede endnu og var director for The New York City Ballet. Han var med fordi han var dansk og var blevet en berømt danser. Jeg humpede rundt fordi jeg var faldet – min venstre ankel var blevet beskadiget, så jeg var i gips fra foden og hele vejen op til mit knæ. Jeg var på krykker.
Scandinavia Today startede 8. februar med et stort anlagt arrangement og kørte som løbende arrangementer og udstillinger til september samme år. Filmen ”Slægten” af instruktør Anders Refn, var åbningsfilmen på UCLA. (Refn, 1985).
En af de store hovedarrangementer ved begivenheden var visningen af Carl Th. Dreyers hovedværk ” Jeanne d’Arcs Lidelse og Død”, på fransk ” La Passion de Jeanne d’Arc”. Idéen opstod hos Annett efter hun havde set Abel Gances værk ”Napoleon” fra 1927 i en restaureret udgave med liveorkestrering, efter idé af Francis Ford Coppolas et par år tidligere. (Bendtsen, 1983). Forud var gået møder i Danmark med Det Danske Filminstitut og komponisten Ole Schmidt fik opgaven med at komponere helt ny musik, som blev spillet til visningen af filmen, som var uden lyd – desuden blev der lavet en ny kopi af filmen fra det oprindelige negativ, så filmen kunne fremstå i alt sin glans. Det blev finansieret af Udenrigsministeriet. (Bendtsen, 1983) Den nye musik blev skrevet på rekordtid af Ole Schmidt – 20 dage – under dyb arbejdskoncentration, selvom det ikke var en opgave han sagde ja til uden videre – for havde filmen overhovedet brug for musik? (Bendtsen, 1983) Han hev simpelthen stikket ud af telefonen og arbejdede fra kl. 9 til 18 for at blive klar, alt sammen med en kopi af filmen kørende på en videomaskine. (Bendtsen, 1983) Det samlede værk blev afleveret til den medarbejder som skulle finpudse det tre dage før aftalt tid. I alt 353 siders noder.
Ingen roser uden torne og det må have smertet Annett at modtage et afbud fra Jack Lemmon til en af arrangementerne i Scandinavia Today i april, da han var optaget af andre engagementer. Max von Sydow kunne heller ikke komme, men skrev en venlig hilsen til hende:
Dearest Annett,
From the first moment I met you, a little more than a half year ago, you merged as an artist of many
talents and a person of great warmth, generous with ideas and inspiration – as we Swedes sat – the true
soul of fire.
It is a privilege to be your friend and it is with great pleasure that we celebrate your archiments tonight.
Max Von Sydow.
Samtidig med Scandinavia Today blev der afholdt et lille seminar i slutningen af april om mulighederne for instruktører – et arrangement der blev afholdt af The American Film Institute og for kvindelige instruktører i branchen. En efterfølgende tak blev sendt fra Martha Carrell, som samtidig ønskede Annett en hurtig helbredelse – Annett havde på daværende tidspunkt brækket benet, hvilket var en ekstra udfordring med både afvikling af Scandinavia Today og de ekstra projekter.
Sideløbende projekter var der dog stadig tid til og der var planer om, at Annett skulle have interviewet Richard Chamberlain i forbindelse med optagelserne til serien ”Tornfuglene” (”The Thorn Birds”) i maj måned. (Chambertain er det nye sexsymbol, 1983).
En dokumentar om Ingmar Bergmans filmfotograf Svend Nyquist er under forberedelse, Svend har udvalgt de klip fra de film han har arbejdet på, som han mener passer bedst til dokumentaren og giver skriftligt sit tilsagn omkring, at det er OK at bruge disse klip i dokumentaren. Men det bliver ikke til mere end de indledende forberedelser.
En anden kendt skikkelse kommer ind i Annetts liv, da hun bliver valgt til at bestyre ”The Scott Newmann Foundation”, som er grundlagt af skuespiller Paul Newmann i november måned. Scott Newmann var hans søn, men han døde 5 år tidligere på grund af misbrug af alkohol og stoffer.