”Køn TV-pige ud på det store eventyr”
Birthe Helmer-Petersen, der var instruktør på TV-teatret, havde sat et møde i stand med Mogens Kilde, som var souschef for TV-afdelingen, hos Danmarks Radio, som i 1960 havde til huse i Radiohuset på Rosenørns Allé på Frederiksberg i København. TV-teatret var en af Danmarks Radios store afdelinger, hvor der i starten af 60’erne blev produceret mange udsendelser, hvor teaterstykker blev opsat på TV. Birthe og Annett boede i samme opgang, i Kristianiagade 16 på Østerbro i København. Det var ikke TV som umiddelbart var inden for hendes interessesfære, men hun mødte op, nu da mødet var sat i stand. Annett vidste ikke meget om TV, de havde kun kort tid før fået et TV derhjemme. Mogens Kilde var souschef i Underholdningsafdelingen. Han var i første omgang interesseret i Annett på grund af hendes sproglige kompetencer og Annett startede i 1960 som ulønnet voluntør i oktober måned. Annett blev sat sammen med Gerda Pullen som var fastansat som TV-producer, som lavede udsendelser med Svend Pedersen, sidstnævnte var blevet udnævnt som chef for Underholdningsafdelingen i radioen i 1951 og overtog sidenhen også ansvaret for selvsamme afdeling indenfor TV. Det var mesterlære og det var givende, fordi det gav en helt praktisk erfaring i at lave udsendelser. Hvad der til en start var ulønnet mesterlære blev til en mere fast ansættelse, dog stadig på timebasis, til 3,50 kroner i timen. Dengang var det ikke en fyrstelig løn, men ifølge Annett løb det op, når hun mange dage arbejdede 12-14 timer.
Danmarks Radio var i 1961 præget af, at de videnskabelige fremskridt skulle formidles i både radio og på TV. I det hele taget skulle det intellektuelle niveau holdes højt, derfor skulle der ”naturligvis” også formidles om folkehøjskolerne, landbrug, internationale forhold, filosofi og politik. Et særligt fokus havde kvindeprogrammerne – som dækkede et bredt spektrum af de discipliner som måttes forventes at måtte mestres af husmødrene, som det beskrives i årbogen ”Danmarks Radio 1961-1962”: ”…Det er ikke længere nok at vide, at vejen til mandens hjerte går gennem hans mave. I dag skal den gode husmor også vide noget om, hvordan denne vej bedst banes. Hun skal kende til ernæringslære og kaloriebehov og vitaminforekomster og rigtig tilberedning og rationalisering etc…..Kvindeprogrammerne søger at efterleve radiolovens ord om alsidighed, kultur og oplysning”.
Ungdommen var begyndt at blive et fokusområde for Danmarks Radio og det skulle kunne ses og høres på både TV og Radio, hvor der var fokus på at de unge – både dem, der skulle til at flytte hjemmefra og de helt små, hvor Jørgen Clevin gav sig i kast med en ny serie programmer, der skulle fortælle om folk fra andre lande. Skole-radio er stadig på programmet i 1961 og der udvides i antallet af programmer, så de også omfatter børn i 1. klasse. Der var også fuld gang i de klassiske produktioner til radioen, som radioteater og litteraturoplæsninger. 1961 var også året, hvor Danmarks Radios generaldirektør F.E. Jensen gik bort, 2 måneder før sin planlagte afgang på jobbet – stillingen blev overtaget af Hans Sølvhøj, et i forvejen planlagt skifte, den 1. september.
***
Gerda Pullen, producer hos Danmarks Radio, havde fra januar 1961 et fast program hver onsdag kl. 15 kaldet ”Husmoderens TV-magasin” og Gerda Pullen fik Annett Wolf som hendes elev. Programmets indhold handlede om alt fra fødselsforberedelse, belysning i hjemmet, skønhedspleje, blomster, indretning og alt relateret til, at være en god husmoder. Det var mesterlære i den forstand, at Annett sad bagved Gerda Pullen i kontrolrummet og lærte, hvordan programmerne blev planlagt, styret og afviklet. Det var alt fra at skifte fra det ene kamera til det næste og at gøre kamerafolkene opmærksomme på, hvis der blev skiftet til dem næste gang. Annett erindrer i dag, hvordan hun lærte alt det basale og hvordan Gerda en dag sagde til hende, at hun skulle nu over og sidde ved pulten og styre det hele selv – vel at mærke i en udsendelse der blev sendt direkte. Den egentlige ”eksamen” var i programmet “Dagen før dagen før dagen”. Det var klassisk mesterlære, der var ingen institutioner hvor man kunne lære den slags i Danmark, ud over hos Danmarks Radio hvis man som i Annetts tilfælde, kom ”under vingerne” eksempelvis hos en producer. Antallet af udsendelser til daglig var endnu ikke overvældende, der var kun en kanal i Danmark og hvis man kigger på programfladen for januar så består den typisk af nogle få programmer i dagtimerne og en lidt mere intensiv aftenflade.
Annett med pen og blok, “Husmoderens TV-magasin”, 1961.
Annett fortæller: Jeg havde ikke nogen forudgående interesse i TV på daværende tidspunkt, jeg havde kun én stor hovedinteresse og det var teater, jeg havde kun primært studeret teater. Jeg ville være sceneinstruktør og var mentalt i teatrets verden. De første 10 år af TV i Danmark var der jo ikke særlig meget, det var noget med at der var prøvebillede og så var man vildt begejstret. Senere hen kom der jo ting, men det var jo primært aftenprogrammer fra kl. 18 eller lignende. Alt var live, så fejlene gik jo ud til seerne. Det kunne så være udmærket, fordi man lærte at sine fejl. Der var så de her forskellige afdelinger som kulturafdelingen, underholdningsafdelingen, nyhedsafdelingen, dramatisk afdeling. Afdelingerne arbejdede meget opdelt, hvor de hver især lavede deres specielle ting, det var sjældent at grænserne imellem afdelingerne blev overskredet. Det var sjældent de begyndte at lave noget der var dramatisk i underholdningsafdelingen, det var ikke vores mandat åbenbart. Man plejede jo lidt at grine og sige ”Spøg til side, her kommer Underholdningsafdelingen”. Man så ned på Underholdningsafdelingen i Dramaafdelingen, vi var anden klasse. Kulturafdelingen blev også anset som værende meget fin. Nyheder og Sport var også velanset. Underholdningsafdelingen kæmpede meget for at finde sin plads og det var svært, det blev meget hurtigt til sted hvor grammofonplader blev promoveret, fordi de forskellige pladeselskaber kom til Underholdningsafdelingen og sagde at nu var den og den artist fra Frankrig eller Tyskland i byen, som eksempelvis Peter Strauss fik vi på en sølvtallerken fordi det var jo kun for PR’s skyld, omvendt kunne vi få disse folk og det kostede os ikke noget. Det var først meget senere jeg begyndte at sige, at det her orkede jeg altså ikke, jeg var sådan imod de her pladeudsendelser og jeg synes det var forfærdeligt at man fik en plade udleveret man kunne høre på derhjemme, indtil man var ved at brække sig. Så skulle man så komme op med idéer til, hvilke billeder der kunne laves i studiet.
Det var en tid, hvor det også var en begyndelse for os. Vi skulle vi finde ud af, hvad vi skulle lave og hvad vi kunne finde ud af at lave, for det var jo nyt alt sammen. Det gjaldt også kamerafolk og alting, alle var jo på en vej mod lærdom, vi skulle alle sammen lære.
Jeg var jo så anderledes på mange måder, jeg så på verden en anden måde end de fleste. Selvom jeg senere lavede mange udsendelser med vores store ikoner som Ove Sprogøe, Helge Kjærulf-Schmidt og alle de store navne som vi alle sammen kan huske og er glade for, men det var først meget senere – jeg skulle først lære min metier – det var meget vigtigt for mig at lære min metier. Jeg kan huske en kameramand kom op til mig, fordi jeg havde bedt ham om at lave en bestemt beskæring og ramme et ganske bestemt punkt, men for at irritere mig så kørte han nærmest kameraet ind i væggen. Så sagde jeg ”Hvorfor stopper du ikke?”, hvorefter han svarede ”Jamen du bad mig ikke om at stoppe”. En anden gang jeg bad om en anden beskæring, hvor jeg fik at vide ”Det er ganske umuligt, det kan ikke lade sig gøre”. ”Det er fint”, sagde jeg så, gik ud fra kontrolrummet og ud i studiet hen imod det her kæmpemæssige kamera, som var enormt og tungt som bly og så lavede jeg den beskæring og sagde ”Sådan!”. Så var det de holdt op med at lave alt for meget skæg med mig, jeg havde lært lektion og kom hjemmefra med en viden som mange af de andre måske ikke havde, jeg udfordrede dem også – og det var de ikke vant til. De var altid ovre i det samme og det samme, det var nemt og det var ikke udfordrerne. Og når man ikke udfordrer, så står man i stampe.
Jeg ville nok helst have været i dramaafdelingen, men jeg havde nok ikke lært så meget i bredden hvis jeg havde været i Dramaafdelingen og ikke Underholdningsafdelingen. Men jeg endte med at blande dramatik ind i udsendelserne, så jeg endte med at få det bedste fra de to verdener. Jeg havde alligevel ikke nogen kontrol over det, med hensyn til hvilken afdeling jeg endte i, fordi det var jo min nabo som – efter at jeg var blevet skilt og flyttet hjem igen hos mine forældre – jeg var jo ked af det, deprimeret, vred og alt muligt, og meget ung, men så var det at mine forældre havde en nabo var ansat som freelancer i Dramaafdelingen på TV og som også arbejdede på teater ved siden af. Hun var en meget dygtig dame og hende mødte jeg en dag med lille Annett i barnevogn og så sagde hun, ”Nu må du altså høre hvad jeg siger, jeg ved du har talent og du kan ikke blive ved med det her, ellers så står du i stampe. Har du tænkt på fjernsynet?”. Jeg svarede at det havde jeg ikke, men hun sagde at det var nu meget interessant. Der er jo ikke nogen større fremtid end det, svarede hun. Uden at spørge mig, fordi hun kendte Svend Pedersen, havde hun talt med ham og fortalt ham om mig og hun ringede efter et par dage til mig og sagde at du har en aftale med Danmarks Radio med Svend Pedersen.
Jeg mødte op til mødet og snakkede med Svend P. som fortalte, at Danmarks Radio har brug for kvinder som dig med en bred udsigt til verden, som kan sprog og som kan noget andet, end de fleste så han synes jeg skulle overveje at blive voluntør. Jeg kan ikke huske betalingen, men det var noget med 2,50 kr. eller et andet vanvittigt.
Jeg kom så hjem til min far og fortalte, at jeg havde sagt ja til stillingen i Danmarks Radio og han sagde ”Hvad I alverden skal du med det?”, men han synes dog jeg skulle gøre det indtil jeg ville finde ud af hvad jeg ellers ville og komme ud af det dødvande jeg befandt mig i, måske også i håb om at jeg stadig ville blive vinhandler.
Jeg blev sat i Underholdningsafdelingen i Osbornebygningen på Vesterbrogade, jeg tror det var på syvende sal og møde hos Gerda Pullen. Jeg havde drømt om at blive sceneinstruktør på den store teaterscene, men så skulle jeg forholde mig til et billede på en lillebitte kasse. Men det viste sig, at jeg var landet et sted inden for et område jeg havde talent for, men som jeg ikke anede jeg havde talent for. I starten var jeg stadig ikke særlig interesseret, men jeg gik op i at lære min metier, så uanset hvor længe jeg skulle være i den branche, så skulle jeg vide hvad fanden det var jeg lavede. Jeg var drevet af, at hvis jeg skal lave noget, så skal det være i orden. Det har drevet mig hele mit liv, at hvis det skal være noget, så skal det være i orden.
Efter jeg kom tilbage fra Holiday on Ice, så var det at jeg ligesom havde kunne bruge mine vinger og så vidste jeg godt, at jeg ikke kunne komme tilbage og lave et eller andet henne i hjørnet, så jeg skulle hjem og finde ud af hvordan jeg kunne organisere mit professionelle liv. Det fandt de hurtig ud af derhjemme, at jeg gerne ville vælge min egen vej, som havde meget lidt at gøre med rugbrød (rugbrødsudsendelser, red.).
Jeg lærte faget ved at lave de samme ting om og om igen, teknisk set, belysningsmæssigt – det var ikke bare det at kunne skabe billeder, det var også hvordan man matcher billederne til lyden. Hvordan bruger man lyd, hvordan udnytter man lyd, hvordan kan man gøre tingene mere interessante. Hvordan sætter man lys på, hvor mange lamper skal der op. Jeg begyndte at eksperimentere med billeder ude af fokus, jeg fandt ud af at smøre vaseline på linsen for at gøre den ufokuseret eller en nylonstrømpe ud over linsen, alle mulige eksperimenter jeg lavede hen af vejen, det var så senere det jeg sagde nu kan jeg det her og jeg kan lave lys og hvordan virker det baglys i forhold til frontlys, skygger og alt det der. Det var alt jeg brugte de første 3-4 år på at lære mere og mere, så jeg virkelig vidste hvad det handlede om når jeg stiller op og havde alle de værktøjer jeg skulle bruge og kunne stå fast i løjpen, fordi vi kvinder på daværende tidspunkt var en minoritet, så det forudsatte at vi kunne mere end alle de andre.
Når man kom ned i studiet, så stod alle mændene og afventede. Afventede og ventede på, at man skulle kvaje sig. Eller ventede på, at kunne sige at det og det kan man ikke og den lampe kan ikke hænge der og i den dur. Så den eneste måde at kunne komme igennem på, var at være et skridt foran hele tiden. Så når du lavede noget, så kunne du sige ”Kom lige herhen” og så viste du dem, hvordan det skulle gøres. Ad den vej kom respekten og så vidste de også godt, at alt det jeg forlangte kunne jeg selv og jeg gjorde tingene interessante og nye for dem. Men jeg forlangte noget af dem og det gjorde også, at de var nødt til at trække sig selv ud af leverpostejen. Derfor havde jeg det godt med teknikerne fordi de vidste, at nu skulle vi lave noget interessant.
Berlingske Tidende, 14. juli 1961
Arbejdet som freelancer – og som nybegynder inden for TV i øvrigt – byder på mange forskelligartede opgaver og hen over sommeren 1961, får Annett også til opgave at hjælpe under optagelserne af Helsingør revyen det år – det bliver den sidste opgave på DR i en længere periode, for der lander et tilbud som Annett ikke kan sige nej til.
Meget kort tid efter interviewet i Berlingske Tidende, i sommeren 1961, får Annett et tilbud om at deltage i en produktion af amerikanske NBC, der skal rundt i Europa for at optage cirkus og skøjteshowet ”Holiday on Ice”. NBC er i København, Annett fortæller herunder om omstændighederne og hvorfor hun endte med at sige ja til jobbet. Ud fra dagspressen kan det dokumenteres, at hun rejste afsted til det nye job den 31. juli 1961, efter en optagedag på Bellahøj i København og at hun kom med på et afbud da NBC’s scriptgirl var blevet syg, formodentlig efter den første optagedag – med start med det samme i København i slutningen af juli og senere hen til Düsseldorf og over de kommende 6 uger – altså cirka fra 31. juli til 20. september 1961. Da Annett var ansat som frivillig i Danmarks Radio uden betaling, skulle der ikke forhandles egentlig orlov – og det var også derfor det kunne lade sig gøre, at springe direkte på NBC-holdets produktion. Det var oprindeligt planen, at hun kun skulle hjælpe til med optagelserne i København, i alt cirka 14 dage – men Joseph Cates endte med at ansætte hende for hele sommeren. Inge Kranold skulle oprindeligt været taget med rundt i Europa, men hun sprang fra og derfor fik Annett tilbuddet.
EkstraBladet, 29. juli 1961
Programrækken, der blev optaget denne sommer, var ”International Showtime” hvor værten var den amerikanske skuespiller Don Amache. Udover at der var optagelser i København i Cirkusbygningen hos Cirkus Schumann og på Bellahøj hos Cirkus Moreno, var der også optagelser i Arnhem i Holland, Paris, og Italien, ud over hvad Annett selv husker via sine egne erindringer. Det blev også til en fejring af Annetts 25-års fødselsdag, den 11. september, hvor champagnen skulle nedkøles i de biler der sørgede for is til ”Holiday on Ice”. Flaskerne kom til at ligge for længe, så da de blev taget ud var det blevet til champagne-is. Det var Annetts første erfaringer med et internationalt hold og kommercielt TV. Den første udsendelse i rækken, var udsendelsen der var optaget i København i Cirkusbygningen. Den fik premiere på NBC 15. september 1961. De efterfølgende udsendelser blev vist i perioden frem til 22. december. I alt 26 udsendelser blev optaget i løbet af sommeren.
Joseph Cates bror, som også var med til at organisere indspilningerne fortæller i et interview at showet blev indspillet på video og værten, Don Amaches, ”stjerne” var falmet lidt, fra hans tidligere store dage i Hollywood, hvilket underforstået var en medvirkende årsag til, at han tog med på flere ugers indspilninger i Europa. Don medbragte altid to kufferter med alt hvad han skulle bruge til de mange ugers optagelser, så i én kuffert havde han undertøj, som kunne vaskes løbende og i den anden en skjorte til hvert nyt show de skulle indspille.
Don Ameche på Bellahøj, sommeren 1961.
Annett Wolf fortæller: Jeg var ansat ved NBC hos Joseph Cates, det var ham der sagde de berømte ord ”I’m gonna make you rich beyound your wildest dreams”. Der havde jeg orlov fra DR (sommeren 1961, red). Det var to eller tre måneder jeg var væk og det var på den tid, hvor NBC producerede Holiday on Ice, som jeg var med til at optage. Det var et kæmpe is-show med skatere fra hele verden som havde været amatører og tidligere verdensstjerner. Der var dansere, både mænd og kvinder. Showet var bygget op om disse skatere, der som regel var en 5, 6 eller 7 stykker. Det her show rejste rundt i Europa og vi var i Paris og Lyon, jeg kan ikke huske hvor vi ellers var. Donald Michi var en meget stor amerikansk filmstjerne, som var vært og Joseph Cates var director. Jeg fik opgaven fordi de var i København for at optage og der lærte jeg Joseph Cates at kende, han søgte efter en assistent som kunne flydende engelsk og som kunne være hans personlige assistent og en form for script superviser. Jeg går ud fra der er gået en henvendelse til Danmarks Radios TV, går jeg ud fra og de har formodentlig sagt, at de havde en der kunne tale flydende engelsk og så kom de til mig. Han boede på Palads hotellet i en suite med udsigt til Rådhuspladsen og så var det han sagde til mig, at ”Kid, I wanna make you rich beyond your wildest dreams”. Opgaven lød meget spændende, det sagde jeg til ham, men at jeg var nødt til at spørge ledelsen på Rosenørns Allé, om at måtte få orlov. Jeg skulle ellers have lavet ”Hamlet” med Christoffer Plummer, men jeg tænkte at jeg kunne få en anden spændende opgave en anden gang. Jeg ville alligevel kun skullet have været assistent og så ville sgu’ jeg hellere ud at rejse. NBC blev min første store læreplads og det var også for at se, hvordan amerikanske TV-stationer artede sig med hold på størrelse med 35 mand, altså en størrelse som jeg ikke ville kunne opleve i Danmarks Radio. Der var kun et sted i verden, hvor TV var i en størrelsesorden der virkelig ville noget – og det var i USA. Selvom BBC var i gang, men hvad angår penge og budgetter.
I DR var Gerda Pullen min læremester, hun var senior producent i Underholdningsafdelingen og havde også oplært Marianne Drewes. Da hun havde oplært Marianne, så var det at jeg kom til. Marianne og jeg arbejdede meget sammen og hun var en meget sød og dejlig, stilfærdig pige som lavede solide ting. Så kom jeg væltende ind ad døren og sagde, at nu skal vi lave det ene og andet – og det var de jo slet ikke vant til. Alt oplæring foregik internt i DR, i Underholdningsafdelingens regi. Organisationen var på begynderstadiet og det positive i det, var jeg kunne lære alt fra bunden af og jeg startede nede på gulvet, næsten med at hente kaffe, brød, kager og bajere. Man lærte virkelig det grundlæggende, der var ingen fancy film og TV-skoler på det tidspunkt. Hvis man lærer fra bunden med at vaske gulve og trække kabler, så lærer man det selv og så er det også lettere at bede en filmfotograf eller en kameramand om at gøre noget, fordi man har selv lært det og man kan det selv. Du arbejder jo sammen som hold og på daværende tidspunkt, især som kvinde, gjaldt det om virkelig at kunne sin metier fra bunden, det brugte jeg meget tid på.
I oktober 1961 bliver det beskrevet i B.T., hvordan Annett nu har fået en chance for at stige i graderne og få mulighed for at producere en række udsendelser, med hende som selvstændig producer. Hun bliver lånt ud fra Underholdningsafdelingen til Aktualitets- og oplysningsafdeligen, hvor hun får mulighed for at prøve kræfter med en række udsendelser om jernbaner under arbejdstitlen ”Jernbane-kavalkade”. Denne mulighed kommer efter Annett fik chancen for at være med på en række udsendelser som producerassistent hos NBC’s Intercontinental TV i løbet af sommeren, hvor hun rejste rundt i Europa for at optage en række underholdningsprogrammer. Et job hun var blevet hyret til, både på grund af hendes TV-erfaring og hendes gode sprogkundskaber. Programmerne skifter titel undervejs til ”Lokomotivets kavalkade”, men Annett er ikke med inde over produktionen og hun erindrer i dag ikke de nærmere omstændigheder, hvorfor hun ikke var med. Det bliver i stedet blandt andet Poul Jørgensen og Piet van Deurs der står for udsendelsesrækken.
I stedet bliver hun sendt på et ”producerkursus”, som starter i efteråret og varer indtil foråret 1962.